Når en lønmodtager kører i sin egen bil i arbejdsgiverens tjeneste, påfører han sig selv en udgift. Når arbejdsgiveren skal dække denne, er der kun én vej, hvis det skal være skattefrit. Det skal være med en fast kilometersats, og en række betingelser skal være opfyldt.

I det følgende forklarer vi reglerne for det, som i fagsprog hedder skattefri befordringsgodtgørelse, men som i daglig tale bare kaldes for kørepenge.

Egen bil

Skattefrie kørepenge kan kun udbetales, når kørslen foretages i medarbejderens egen bil. Ægtefællers og samlevers bil betragtes som egen bil, dog skal samlevende have fælles økonomi.

Biler indregistreret i forældres navn kan anses som egen bil, men det skal kunne sandsynliggøres, at bilen reelt ejes af medarbejderen. Det kan ske med kontoudskrifter, som viser, at medarbejderen afholder alle udgifter vedrørende bilen.

Erhvervsmæssig kørsel

Skattefrie kørepenge kan kun udbetales for erhvervsmæssig kørsel.

Loven definerer det sådan:

  • Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.
  • Befordring mellem arbejdspladser.
  • Befordring inden for samme arbejdsplads.

For lønmodtagere med fast arbejdsplads betyder det første, at de ikke kan få udbetalt skattefrie kørepenge for kørslen mellem deres faste bopæl og arbejdspladsen. Eneste undtagelse herfra gælder ved jobskifte. Her giver reglerne mulighed for, at der kan udbetales skattefrie kørepenge for de første 60 dage.

For håndværkere – og andre med skiftende arbejdspladser – gælder 60 dages-reglen for hver byggeplads, de møder på. Er de typisk beskæftiget med kortvarige jobs under 60 dage, kan arbejdsgiver således fortsætte med at betale skattefrie kørepenge – også fra bopælen.


Tom Picano

Registreret revisor, Medlem af FDR - foreningen danske revisorer. Bestyrelsesmedlem i FDR.